Allergi og konkurrence løb?

Imorgen venter løb 2 af 4 på uger. Pludselig ud af ingenting er birkepollen sæsonen eksploderet og få en pollen allergiker som undertegnede, så er det rigtig dårlige tegn. Man kan tage i og å så meget medicin, men faktum er bare at jo mere man tager, desto mere sløver det en i sidste ende. Jeg er gået fra at føle mig i super god form og fuld restitueret efter mit halvmaraton for 9 dage siden til på 4 dage at føle at jeg intet overskud har og være træt 4 timer efter jeg er stået op.

Men det skal ikke slå mig ud, imorgen venter Fyns Mesterskaberne i 10 km i Fjordager. Mine forventninger er helt naturligt skudt i bund, men det kan også være det der gør at jeg kan løbe frit og så måske alligevel få en fin tid. Jeg tager det hele som det kommer og er bare en oplevelse nu.

Har udover det haft nogle lange dage på arbejde og meget om ørene, så prøver at koble fra og fokusere på én ting ad gangen nu. Det primære fokus lige nu ligger på Lillebælt halvmaraton 5. maj. Så lige nu er det bare med at få lidt kilometer i benene og så være klar.

I vores løbeklub starter vi pakning af numre mv til Royal Run i disse dage, det har jeg også meldt mig til. Alle ledige hænder gavner vores klub i det lange løb.

Løb 1 af 4, på 4 uger!!!

Søndag var det tid til første af 4 løb på uger en ambitiøs plan jeg har sat mig for. Det hårdeste løb som det første med et halvmaraton i Korup et af de hårdeste i Danmark med intet mindre end 21 bakker og intet mindre end 250 højdemeter. Ben og krop blev sat på den ultimative prøve, derudover var vejret drilsk med en del fugt og deraf kulde da vi kom godt ud på distancen. Det havde været tåget og disset hele morgen og formiddagen og hang stadig i luften på en del af ruten.

Korup halvmaraton 2018
Korup halvmaraton 2018

Som altid er starten i Korup lidt kaotisk da der er løbere, der mener de skal ligge foran selvom de er meget langsommere, de har stadig ikke forstået konceptet med at ligge sig længere bagved. Så måtte bruge mange unødige kræfter på at komme igennem feltet og løbe zig-zag for at få mig selv og min kammerat Jonas (som var Korup debutant) igennem de første hektiske 1½-2 km indtil feltet fik sat sig. Vi blev også hurtigt enige om at det var et for højt udgangstempo. Jeg havde lagt en taktik omkring de 4:55 pr km de første 2-3 km. Det endte med 4:35 de første 4 km.  Så begyndte vi at ramme en mere korrekt tempo, men skaden var nok sket mere om det senere. Vi fik ramt et godt tempo de næste 3 km, så gik Jonas lidt ned i sit tempo og jeg satte lidt op igen selvom vi ramte en del lede bakker. Så trak fra ham og vi løb hver for sig. Jeg lå med et klart mål på 1.40 og holdt derfor tempo efter det og forsøgte at spise gels og tage væske ind på depoter undervejs til det. 

Men da det som nævnt var halv fugtigt vejr så ramte jeg problemer ved de 16½ km ud af ingenting, fik problemer med lænden. Fik en mindre skade for 1 måned siden i Middelfart til 10 km DM, men har ikke mærket noget til det i 10 dage. Men det kom ud af ingenting, lå ellers med til en tid omkring de 1.40 på daværende tidspunkt. Men måtte sande at jeg skulle ned i tempo, 1½ km senere hentede Jonas mig, han spurgte om jeg manglede en gel, det mente jeg ikke lige der. Men set i bagklogskabens lys så skulle jeg nok have tage en alligevel, det kunne nok have reddet 2-3 minutter til sidst. Men jeg var på limit pga ryggen. Jeg fandt mit eget tempo og måtte ned og gå et par gange, men kom ind i min rytme og så gik jeg et par gange mere. Fandt et ok tempo og kom ind i en ganske ok tid på trods og ramte 1.47. Jeg er stadig tilfreds og ved hvad jeg skal arbejde med frem mod Lillebælt om 3 uger.  Men det kostede mig 30 pladser at jeg gik i stykker.

Dagen derpå har benene det rigtig godt, en smule ømhed men slet ikke som frygtet. 

Nu står den på intens styrketræning den næste uge og et par løbeture. Planen er en 10 km og en 16 km i denne uge. Så står den på løb 2 af 4 om 8 dage. En 10 km, hvor jeg har planer om at slå min 10 km rekord. 

Stilhed før storm?

Jeg ved det jeg lover at skrive lidt mere omkring min træning og så løber tiden fra mig. Der er desværre mange af mine gode intentioner der går lidt tabt i disse tider. Det koster lidt på kontoen når man har ting man ikke selv er herre over. Men jeg får trænet og er klar til mine løb, det er det vigtigste p.t.  Men når der sker ting lidt i det private der også kræver ens opmærksomhed, så må man skubbe andre ting lidt i baggrunden.

Men først og fremmest min træning er gået som håbet. Jeg deltog ved Strandvejsløbet for knap 4 uger siden hvor der samtidig blev løbet 10 km DM. Fik en 71. plads og ny personlig rekord i 44:29, hvor det samtidig var bidende koldt, så regner med at den rekord står forfald snart nu hvor foråret er kommet. Det var et løb hvor jeg startede forsigtigt ud, men blev lidt overmodig og ville teste benene af, så den fik en skalle da vi ramte omkring de 2 km, så løb jeg fra den fart gruppe jeg startede ud med. Gik en smule død de sidste 1½-2 km hvor en par fra den gruppe hentede mig, så fulgte jeg dem til dørs til målstregen. Var yderst tilfreds med løbet selvom jeg gerne ville have holdt mit tempo hele vejen, men holdt op imod hvad der var sket hele morgenen op til med kaos, så fik jeg styr på hovedet og fik testet benene som det handlede om.

Har fået trænet godt siden og lagt løbende på, så nu er jeg klar til forårets store mål Korup halvmaraton på søndag. Måtte springe over sidste år pga rygskade, som både var en god og dårlig ting. Dårlig da jeg var i god form indtil min rygskade kom i vejen, men god da jeg har fået ændret så mange ting i min træning og det mentale. Jeg er nu 100 % klar til på søndag og formen ser ud til at være timet. Løb en 10 km i mandags, hvor jeg på ingen måde var presset og løb i zone 3 det meste af tiden. Allerede om eftermiddagen var jeg klar til en løbetur mere. 

Når Korup halv maraton er overstået søndag, så bliver det til lidt restitutionstræninger og styrketræning en uges tid. Allerede 24. april er jeg tilmeldt 10 km, hvor jeg har planlagt at slå pb igen, da det er på en flad rute som ligger op til det. Derefter et par ugers restitutionstræning inden jeg tager Lillebælt halvmaraton igen. Først lå det bare som en lille idé i baghovedet, men da formen er så god nu så skal det gøres. Slutter af med 10 km til Eventyrløbet 5 dage efter Lillebælt. Så 4 uger med 4 løb. Så er planen at tage træningsfri i 1 uges tid, så starter den lange træning frem mod HCA. Derudover skal jeg hjælpe lidt bekendte igang med interval træning og få dem til at peake til deres egne løb imellem mine egne, har lidt der skal være klar til Royal Run.

Sådan ser en form barometeret ud efter vinter træningen.

Vo2

Første skridt mod maraton

Har nu tilmeldt mig et helt maraton. Dog er det eneste jeg kan få passet ind i min arbejdskalender HCA 30. September, så 6 måneder til at få trænet op. Men for mig selv så er det så lang tid at jeg holder fast i min plan om at ligge på allerede nu. Så grundformen får lagt på de kommende måneder. Planen var i første omgang at komme ud på de 25 km omkring starten af Marts.

Det fik jeg så allerede klaret i fredags, hvor jeg fik kæmpet mig ud på 26 km, med en snit tid på ca 5:14 pr km. Holdt en rimelig høj fart de første 20 km, som var lidt højere end planlagt. Det er noget af det som jeg skal træne at komme lidt ned i tempo, så jeg kan holde kadencen over en længere periode.

Lige nu bliver det lidt en balance gang mellem at få øget distancen, men også have nok speed til de kortere løb. Jeg har nogle 10 km løb jeg gerne vil deltage i. Har tilmeldt mig Strandvejsløbet i Middelfart, som samtidig fungerer som DM. Men da jeg lige nu har så meget fokus på distance deltager jeg om formiddagen, der er mere for almindelige motionister hvor jeg kan løbe efter ny p.b. og ikke risikere at blive løbet bagud af alle. Så kan det være et mål til næste år at prøve kræfter med eliten. Dagen efter løbet i Middelfart har jeg crossløb i Nyborg, så vintersæsonen kan blive afsluttet.

Så har jeg 1 måned til at finpudse formen frem mod forårets store mål, halv maraton i Korup.  Har en del andre løb lagt ind i kalenderen som jeg vil holde øje med i foråret. For at holde konkurrence genet igang.

Derudover så skal jeg igang med interval træningen igen nu, skal lige finde ud af hvordan vores atletik bane har det med de minus grader vi har nu. Ellers må jeg trække den 10 dage mere. 

Husk nu vender vejret så småt, så det er med at komme derud, hvis du snøre skoene nu og begynder NU. Så kan du også nå at komme i god nok form til Royal Run, som mange andre bruger som deres motivation.

God træning.

Spark i røven?

Et lille spark i røven til mig selv er vidst på sin plads. Havde en plan om at få skrevet om min træning de sidste par måneder, men da jeg har været midt i job skifte, så har det været småt med overskuddet til det. Så har prioriteten ligget på afslutningen fra mit gamle job og overgangen i mit nye job, samtidig med at jeg har skulle holde vinter træningen igang.

Startede januar ud med at indfri et af mine store mål for vinteren. Deltog i Fyns mesterskaberne i crossløb, der havde jeg et lille håb om at få lidt metal. Der fik jeg timet min form nogenlunde som planlagt, så fik bronze i min aldersklasse og fik løbet i den tid som jeg havde planlagt. Det var en kold fornøjelse i frost vejr og på dagen var jeg meget i tvivl om hvor jeg stod. 

Efter det løb begyndte jeg at flytte fokus over på de lange distancer igen, så min løbskalender med crossløb, hvor jeg har været tilmeldt en del løb valgte jeg at droppe. Dette for at kunne koncentrere mig om at bygge formen op og ligge på frem mod 16. april hvor  jeg skal løbe halv maraton i Korup. Fik iløbet af 15 dage i januar løbet 3 halv maraton, hvor mine tider var gode og det var gode træninger. Tænkte her at hvis jeg kunne smide nogle kilo og virkelig havde en god dag frem til Korup, så kunne jeg komme under 1:42. Løb de 3 løb i 1:48 – 1:49.  Der begyndte også at dukke lidt tanker op om et helt maraton igen, som vil være det helt ultimative mål for mig.

Iløbet af januar fik jeg tilbagelagt ca 150 km. Satte som mål at løbe 1200 km for hele 2018. Så januar gav mig et stort plus og ved også at mit mål er sat meget konservativt. Men det er sat lidt i forhold til de sidste 2 år, hvor jeg har bygget på og på. 

Har som sådan ikke fået tabt mig, som jeg gerne vil. Men er alligevel blevet ændret kropsmæssigt, så derfor tager jeg det roligt i forhold til vægten.

Da jeg startede nyt arbejde 1. februar og synes jeg måske var ved at toppe for hurtigt med formen, så har jeg taget det lidt mere roligt i starten af februar. Så har jeg skruet lidt op igen fra midt i denne uge, hvor jeg har sat ny pb på 10 km og toppede det igår med endnu et halv maraton, hvor jeg løb 1:41. Så formen er god, selvom jeg egentlig ikke føler den er super god lige nu. Så hvad mit endelige mål skal være til april, det har jeg ikke afgjort med mig selv endnu. Når jeg her 2 måneder før allerede har banket den tid jeg havde som et meget fjernt mål, så må jeg evaluerer på det om 1 måneds tid. Men da jeg nu kan jeg se hvor langt jeg har drevet det og kan løbe de 21+ km, så har jeg sat mig som mål at jeg skal have lagt det sidste på og senest til efteråret skal der løbes et helt maraton. Da jeg nu har en grundform, som gør at jeg kan løbe halvmaraton uden problemer, så skal der kun justeres lidt små detaljer og så kan jeg være klar til et helt på 6-8 uger.

Har et lille håb om at jeg i første omgang kan presse mig selv ud på de 25 km om 2 uger og så 30 km om 4-5 uger. Men skal se hvordan benene reagerer, da jeg også skal igang med interval træningen igen de kommende uger. 

God træning til alle der skal igang nu og alle dem der har holdt fast iløbet af vinteren.

En lang historie kort

Hvordan forklare man hvad der er sket på 2-3 år sådan lidt kort og forståeligt? 
For 3 år siden efter lidt forgæves forsøgt på at tabe mig og gav op mange gange tænkte jeg nok er nok. Begyndte at gå lange ture og ændre min kost stille og roligt. Det gav stille og roligt resultater, ikke sådan at det var noget der gik hurtigt, men kunne stille og roligt se progression i det jeg gjorde. Det gør også at man bliver motiveret til at fortsætte. Selvom der var perioder hvor vægten gik en smule op eller stod stille. Så ændrede jeg på små ting. Tabte mig lidt over 10 kg godt vel det første års tid.

November 2015 efter en arbejdsdag hvor der havde været meget travlt, tankerne fløj rundt i hovedet, jeg kunne slet ikke finde ro. Så kiggede jeg på min skoreol hvor de løbesko jeg ikke havde brugt i ja 3-4 år vel. Fandt noget gammelt løbetøj i skabet. Så afsted en halvkold november aften, ud på hvad der blev godt og vel 3 km.  Løb i snit tid på 6:50! Men jeg tog en beslutning som den dag idag bare betyder ALT. Et jeg fik renset hovedet og ro efter en dag med stress, jeg kom igang med at løbetræne. Noget der havde ligget og rumsteret i mit baghoved i noget tid.  Sådan fortsatte det som et ritual 3 gange om ugen de næste par måneder. Så nytårsdag 2016 skulle der pludselig bygges på, så løb jeg 7 km. Min lillebror udfordrede mig samtidig til at deltage i et løb i Korup den April. 4 måneder fremme. Nu var der et mål at træne efter, så var der pludselig noget extra motivation og så skulle der lidt mere struktur på.

3. April 2016 starter jeg mit første konkurrence løb et kvart maraton. Løb på den dag lidt over evne og skulle lære en del om mig selv. Hvordan jeg skal bruge mine kræfter over et helt løb, startede for hårdt ud, så gik noget død mod slutningen men havde inden jeg startede sat som mål at løbe under 1 time. Det nåede jeg ved at jeg løb vist lige under 56 minutter. Snit tid på 5:18.

Så ville jeg over de kommende måneder gerne have lagt mere og mere på, men så kommer skaderne og motivationen mangler. Så får ikke trænet så meget 4-5 måneder efter som jeg gerne ville. Men holder dog fast i en god kostplan og taber mig stille og roligt stadigvæk.

I efteråret 2016 sætter jeg mig som mål at det løb i Korup det skal i 2017 være et halv maraton, så begynder den hårde træning og nu med flere værktøjer i bagagen. Så får bygget meget på i min planlægning og lære mere om mig selv og hvordan jeg skal træne så effektivt som muligt. Kommer under mine mange træninger i foråret/vinteren 2017 ud og snitter de 21 km flere gange. Desværre bliver jeg ramt af en rygskade 4 uger før mit halvmaraton og en uge før står det klart at jeg ikke bliver klar. Får næsten 1½ måned uden løbetræning inden jeg er klar. Forskellen er så at jeg bygger på i muskler qua min styrketræning jeg begyndte på i starten af året. 

Jeg får nogle gode snakke med både min lillebror og en god kammerat der også løber, for at rette min træning til. Det bliver til at jeg ændre meget drastisk på min træning i Juni 2017. Jeg begynder fast 1 gang om ugen med interval træning og når jeg løber på landevejene så er det kortere ture i Juni og Juli. Satte mig mål at jeg ville forbedre min hastighed meget. Det lykkedes og er fortsat det sidste halve år. Jeg har også fået mere distance på igen og kan nemt komme ud på 15-16 km igen nu. Jeg har tabt mig meget over det seneste halve år og forbedret mig på mange parametre.

Har deltaget i et par løb i efteråret, med en 3. plads i et lokalt løb her i Nyborg. Derudover deltager jeg i en crossløbs serie. Den er primært for at holde træningen ved lige.

Det er svært at gøre helt op hvad jeg har tabt, andet end vægten umiddelbart siger knap 25 kg. Men har taget meget på i muskler også undervejs. Venner og bekendte man ikke har set i meget lang tid har fået et sjok når de har set mig fornylig. Hvis man ikke selv er så bevidst omkring det, så bliver man det. Det giver motivation til at fortsætte af den vej man er på ud af.

Velkommen

Overskriften siger jo det hele.

Velkommen til mit lille hjørne her, hvor jeg vil skrive lidt løst og fast om primært min træning. Det vil også ske at jeg kan komme til at ytre mig om meget andet, som har fanget min indre ild og skal ud til publikum. Mine interesserer har altid været bredde og når man tidligere har blogget om musik, film og tech, så kunne det jo godt ske at der kan komme lidt indlæg om de emner. Da jeg også har bred viden og naturlig nysgerrighed for hvad der bevæger sig i samfundet vil der komme lidt politiske ytringer fra tid til anden.

Det primære for siden er dog min træning, som primært er løb og så noget styrketræning.